Arrangører af pakkerejser

Det er ikke længe siden, at folk tog hen til en rejsearrangør eller et rejsebureau, hvis de ville købe en pakkerejse. I dag bliver de fleste rejser købt på internettet.

Som reaktion på denne udvikling har EU tilpasset og udvidet sine regler for pakkerejser. De nye bestemmelser trådte i kraft i 2018 og gælder rejser, der varer mere end 24 timer eller omfatter en overnatning, og som kombinerer mindst to forskellige typer rejseydelser (f.eks. fly, indkvartering, billeje osv.), for hvilke der betales en samlet pris.

Før du underskriver en kontrakt om en pakkerejse, har du i henhold til EU-lovgivningen ret til at modtage oplysninger om de vigtigste aspekter af rejsen, såsom rejsearrangørens kontaktoplysninger, pas- og sundhedskrav samt frivillig rejseforsikring. Hvis du bliver nødt til at aflyse din rejse, har du ret til at overdrage din pakke til en anden, men du kan komme til at betale ekstra for det. Hvis rejsearrangøren ændrer pakken væsentligt eller øger prisen med mere end 8 %, har du mulighed for enten at acceptere ændringerne, vælge en anden pakkerejse eller få pengene tilbage uden at blive opkrævet et gebyr. Under uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder såsom udbrud af en alvorlig sygdom (som f.eks. covid-19-pandemien) kan rejsearrangøren og/eller den rejsende aflyse rejsen uden strafgebyr, men rejsearrangøren skal straks underrette den rejsende om aflysningen. Hvis du oplever problemer under din rejse, har du ret til bistand. Endelig bør rejsearrangøren gøre det klart for dig, hvem der er ansvarlig, hvis noget går galt.